Svømmeklubben Triton Ballerup bliver talentudviklingsmiljø

9
okt

Svømmeklubben Triton Ballerup, Ballerup Kommune og Dansk Svømmeunion indgår partnerskabsaftale med Svømmeklubben Triton Ballerup som talentudviklingsmiljø

Det nye partnerskab skal udvikle træner- og lederkompetencer og via et stærkere internationalt fokus i træningsmiljøet bidrage til at løfte udviklingen af de lokale svømmere.

Underskriften på partnerskabsaftalen mellem Svømmeklubben Triton Ballerup, Ballerup Kommune og Dansk Svømmeunion betyder, at den hidtidige samarbejdsrelation parterne imellem intensiveres med nye fælles skridt i retningen mod et stærkere talentmiljø indenfor det storkøbenhavnske område. Aftalens lange sigte er at fremme vilkårene for international high performance og den dertil hørende talentudvikling i dansk svømmesport.

– Svømmeklubben Triton Ballerup har gennem en årrække været en del af Ballerup Kommunes engagerede fokus på sportens talentudvikling via samarbejdet med Team Danmark som elitekommune. Vi glæder os derfor over, at vi nu har kunnet underskrive en partnerskabsaftale med klub og kommune, som kan bygge videre på den udvikling, der har været i Ballerup, og med en fælles ambition om at bidrage til en stærkere sammenhæng mellem junior- og seniorsvømning på internationalt niveau i dansk svømmesport, udtaler sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach og fortsætter:

– Samarbejde via partnerskaber er en integreret del af den strategi og handleplan, vi arbejder ud fra. Vi ser i Ballerup frem til, at vi gennem en række prioriterede indsatser, der understøttes af alle tre parter – blandt andet inden for udvikling af træner- og lederkompetencer samt via kvalitetssikring af talentudviklingen på alle niveauer – får et endnu stærkere afsæt for at fastholde og videreudvikle talentfulde og bæredygtige udviklingsmiljøer i dansk svømmesport.

Sportslig ansvarlig og leder af konkurrenceafdelingen i Svømmeklubben Triton Ballerup Michael Rasmussen ser med partnerskabsaftalen frem til at kunne være med til at styrke udviklingen af potentialerne i dansk svømmesports talentarbejde:

– Med den indgåede partnerskabsaftale med Dansk Svømmeunion og elitekommune-samarbejdet i Ballerup Kommune tager vi et stort udviklingsskridt i international retning med ønske og ambition om at kunne være med og levere, når svømmelandsholdet skal hente resultater og medaljer hjem til Danmark. Ikke at Triton ikke har leveret talenter til deltagelse ved de europæiske og nordiske mesterskaber på både junior- og seniorniveau. Men vi vil gerne med denne aftale kunne løfte det elitære niveau højere op og levere topsvømmere til både VM og OL.

Dorthe G. Riget, der er Svømmeklubben Triton Ballerups Elitekommune- og Team Ballerup-ansvarlig, supplerer:

– Aftalen er samtidigt en videreførelse af et langvarigt samarbejde med Dansk Svømmeunion, Ballerup Kommune og Team Ballerup, som vi i Triton glæder os til at fortsætte.

Hos Ballerup Kommune ser borgmester Jesper Würtzen (S) også frem til det nye partnerskab:

– Det glæder mig, at vi nu indgår en ny ambitiøs partnerskabsaftale med Dansk Svømmeunion og Svømmeklubben Triton Ballerup. Forlængelsen ser jeg som et udtryk for, at vi er nået langt her i Ballerup, så langt at vi kan bidrage til at nå det fælles mål, nemlig medaljer til Danmark, udtaler borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen.

 

Partnerskabsaftalen blev underskrevet tirsdag aften af – fra venstre: Lars Green Bach (sportschef, Dansk Svømmeunion), Michael Rasmussen (bestyrelsesmedlem, Svømmeklubben Triton Ballerup), Charlotte Holtermann (formand, Kultur- og Fritidsudvalget, Ballerup Kommune) og Jesper Würtzen (borgmester, Ballerup Kommune).

Partnerskabsaftalen er toårig og afsluttes således ved udgangen af september 2020.
Med aftalen har Dansk Svømmeunion nu indgået i alt fem partnerskabsaftaler om talentudviklingsmiljøer (Slagelse, Helsingør, Vejle, Køge og Ballerup) og én partnerskabsaftale om High Performance Miljø (Aalborg). P.t. ligger der ydermere to aftaler, hvor indholdet er på plads, og hvor der blot mangler at blive sat en underskrift fra klubberne/kommunerne.

Dansk Svømmeunion har ifølge sin sportslige strategi til hensigt at indgå minimum otte partnerskabsaftaler i løbet af perioden 2017-2020.

For yderligere informationer kontakt:
Michael Rasmussen, bestyrelsesmedlem, Svømmeklubben Triton Ballerup, mobil: 27 22 28 35
Peter Bøgelund, idræts- og fritidsinspektør, Ballerup Kommune, mobil: 20 69 13 61
Lars Green Bach, sportschef, Dansk Svømmeunion, mobil: 29 20 61 60.

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *